Poppelvej Wines er et australsk foretagende startet af Uffe – en dansk vinmager, som har plantet begge sine ben (og vinstokke) i Whites Valley, McLaren Vale i det solrige South Australia.
Lige her går Uffe og bakser med druer fra bæredygtige marker i både Adelaide Hills og McLaren Vale.
Siden den spæde start har Uffes bror Jens givet en hånd med i både mark og ”kælder”. Jens bor modsat Uffe stadig i Danmark, men rejser til Australien og giver et nap med, ligeså snart at han har mulighed for det.
Poppelvej sigter efter at lave vine, hvor druernes naturlig personlighed får frit spil. Derfor lever Poppelvej godt af, at kunne skaffe druer fra økologiske og biodynamiske parceller hos lokale vinavlere. Alt arbejde i markerne og selve høsten står Poppelvej dog helt selv for.
Navnet ”Poppelvej” studser de fleste vinelskere over. ”Poppelvej” er navnet på Uffes barndomsgade hvor der efter sigende stod poppeltræer langs vejen. Deraf navnet. Hvis man er så heldig at besøge Uffes vineri i dag vil man opdage, at der hænger et håndmalet vejskilt fra netop den gade over vinfadene. Et vejskilt som skulle være malet af Uffes tipoldefar. Spørger du Uffe og Jens så er skiltet lidt tilfældigt smuglet til Australien (Ja vi vil helst ikke vide hvordan . . .)
Ceased to Exist Syrah 2020 er den biggest, boldest, badest Syrah i Poppelvejs arsenal. Ceased to Exist Syrah stammer fra Paeroa-marken, som Popplevej selv plejer med stor dedikation, og er et strålende eksempel på både naturens kræfter og Uffes dygtighed som vinmager.
De første 100 kg druer blev håndplukket en uge før den officielle høst og opdelt i 20 spande – en teknik kendt som Pied de Cuvé, som fungerer som en surdejsstarter for vin. Denne metode fremmer en naturlig gæringsproces og hjælper med at tilføje dybde og kompleksitet til den færdige vin.
Efter høst blev druerne forsigtigt destemmede og fodtrådt to gange dagligt for at sikre en skånsom ekstraktion af både farve og smag. Denne nænsomme proces har bevaret Syrah-druens delikate aromatiske profil og samtidig holdt tanninerne i skak, så vinen undgår for meget bitterhed og overdrevet koncentration. Vinen blev derefter liggende på skallerne i 15 dage, hvilket gav den mulighed for at udvikle både dybde og struktur.
Herefter blev vinen lagret på full lees i 12 måneder på en blanding af 25% andetårs franske Damy Bourgogne fade og 75% neutrale franske fade. Skallerne blev kun let presset, dels for at undgå for høj koncentration og dels for at sikre en mere balanceret vin, hvor druens naturlige karakter kan spille frit. Efter 12 måneder på fad blev vinen omstikket til 100% neutrale franske fade og lagret yderligere i 8 måneder. Til sidst blev den overført til ståltank for at bevare friskheden, inden den blev flasket.
Ceased to Exist Syrah dufter, virkelig, virkelig godt. Vi fanger både sprængte friske kirsebær, lakrids, peberkorn og kampfer.
Det er næsten uhørt for en Syrah fra disse kanter, men Uffe formår at få det bedste frem i den frugt, han arbejder med.
De sprængte kirsebær går ligesom lakrids og peber igen i smagen, som også byder på tørrede tranebær samt en snert af røget bacon og sorte oliven.
Det er virkelig en vin med både dybde og bundtræk, som rundes af med en livlig syre der fuldender oplevelsen.
Vi er ærlig talt målløse og for os er vinen her indbegrebet af tålmodighed, håndværk og passion. Den vil uden tvivl udvikle sig endnu mere med tid i flasken.
Men hvorfor vente? Det smager grotesk godt nu!
Alkohol 14%
Ltr 75cl
Type Rødvin
Indeholder sulfitter