Fogliati Familien (Guido) har haft ejendom og land i Bussia siden 50’erne. Da Guido dør i 1987 stopper familien egen vinproduktion, og det er først for ca. 10 år siden, at Annalisa (Barnebarn) lægger an til, at Fogliati atter kan skue mod at få eget navn på baroloflasken.
Op til da er alle druerne endt i andre produktioner, bl.a. Ceretto og Pio Cesare
Familien har altid haft strenge krav til dyrkningen (økologisk) og kultiveringen af deres marker, så da man kommer på banen i 2016 med den første årgang, er kvaliteten af druerne på de over 80 år gamle stokke skyhøj.
Der er tale om et sydvendt markområde i Bussia Alta (den højere del af Bussia), ikke langt fra f.eks. Aldo Conternos marker, så råmaterialet fås ikke meget bedre. At man derudover også har fået et af de store nye stjerneskud på vinmagerhimlen - Gianluca Colombo (Revá) - med på holdet, har absolut heller ikke gjort tingene værre. Man kan sige, at med Fogliati Bussia i 2016, har familien virkelig fået en optimal og flyvende start. Lille produktion på ca. 3500 flasker og ca. 1000 flasker af deres Langhe Nebbiolo.
Smagsindtryk. Ung, elegant og rødfrugtet i udtrykket. Lakrids, tobak og lidt støvede tanniner, der typisk opleves fra den del af Bussia. Aromatisk som ind i helvede. Den giver også lidt hvid peber på tungen, der spiller fantastisk sammen med de røde tangenter. Skovbunden er også på plads. Bravo!
Endnu en meget ung vin, men også en vin i lystig udvikling og fra bare at ligge på ryggen og sprælle, er den allerede begyndt både at kravle og smile lidt. Det tegner godt. Men tag ikke fejl af babycharmen, den besidder klart en struktur, der gør den meget spændende at følge i de næste årtier. Knap en flaske op nu og drik den over 24-36 timer. En spændende og lærerig rejse, og et kig ind i krystalkuglen om fremtiden. Den ser lys og stor ud.
Måske umiddelbart en smule mere reserveret end man tit ser i den lavere del af Bussia (Bassa), hvor vinene godt kan råbe lidt højere og spille lidt mere med musklerne i en ung alder, men så tabe pusten lidt på efterpaletten.
Med Fogliati Bussia 2019 er der tale om en mere fokuseret og intellektuel vin. Mere kompleks på den gode måde. – ikke mindst fordi erfaringen siger, at Baroli med det udtryk, bare bliver ved med at give og tage på hele vejen til alderdommen.
Alkohol 14,5%
Ltr 75cl
Type Rødvin
Indeholder sulfitter